Min personlige historie

Jeg har valgt, at dele en af de større udfordringer jeg har haft i mit liv – med håbet om, at den kan være til inspiration, motivation og hjælp for andre der står i en lignende situation.

Vores krop har en begrænsning for hvor mange traumer den kan rumme, og bliver disse oplevelser ikke bearbejdet, bliver begrænsningen mindre.
Vi har alle hver vores bagage med, min indeholdte bl.a. nogle svigt fra min barndom, en mor som jeg nær mistede som 19 årig samt et væbnet røveri jeg var udsat for i en kiosk jeg arbejdede i.
Disse oplevelser havde jeg aldrig fået ordentlig bearbejdet. Og når oplevelser ikke bliver bearbejdet ligger de og hober sig op og er ofte med til at sætte begrænsninger og frygt i vores liv.

I 2009 arbejdede jeg som vikar på en døgninstitution, der oplevede jeg nogle voldsomme ting, som jeg havde svært ved at stå indenfor som menneske og pædagog. Det påvirkede mig meget, - vi var i gang med at skrive bachelor projekt og flere gange i processen begyndte tårerne at trille ned ad mine kinder, jeg havde svært ved at koncentrere mig og døjede med humørsvingninger og søvnløshed. Jeg kunne ikke fortælle min gruppe hvad det handlede om, for på det tidspunkt var jeg ikke selv klar over det. Jeg fortalte min leder om mine oplevelser og for at passe på mig, besluttede vi, at jeg i en periode kun havde vagter på de øvrige afdelinger. Til trods for denne beslutning havde de oplevelser allerede sat sig i mig.



Tre måneder senere fik jeg min bachelor i pædagogik, havde fået et spændende vikariat og havde mødt en skøn mand på Fyn. Jeg havde al grund til, at være lykkelig. Alligevel valgte jeg to måneder senere, at opsige mit job og lejlighed, og flytte tværs gennem landet – uden noget nyt job eller bolig på bedring. Jeg flyttede ind på mit barndomsværelse hos mine forældre og 14 dage senere havde jeg både job og bolig i Svendborg.

Alt synes godt, lige indtil juni måned, der begyndte det hele at krakelere. Jeg havde det ikke godt – og måtte erkende overfor mig selv og mine nærmeste, at jeg havde gang i en flugt – der var kaos indeni mig.

En ny begyndelse

Jeg kontaktede min tidligere arbejdsgiver – og to uger senere var jeg tilbage i Jylland. Jeg boede i en kammerats lejlighed indtil jeg i november fik min egen lejlighed. Nu skulle der ro på.

Det blev til to hårde år på jobbet, mange nye ansigter ind og ud og nye pædagogiske strategier – det giver naturligt en del reaktioner hos børnene. Det blev en tid med mange fysiske og psykiske trusler fra børnene/de unge. 

Igennem det næste halvandet år kæmpede jeg for min egen overlevelse, et eller andet sted vidste jeg efterhånden godt, at der var noget galt. Jeg havde alle symptomerne; søvnløshed, koncentrationsbesvær, humørsvingninger, let til tåre, mindsket appetit, hjertebanken mv. men jeg var ikke klar til at se sandheden i øjnene. Jeg handlede mig ud af det. Så slap jeg også for at forholde mig til mine følelser og det som gjorde ondt indeni.

Så kom slaget

En aften i februar 2012 blev presset for stort. Det var en bestemt oplevelse med en af de unge som gjorde udslaget. Jeg sygemeldte mig et par dage og vendte så tilbage igen – det skete to gange.

Jeg havde i lang tid kæmpet med træthed hver eneste morgen, humør svingninger, hovedpine, minsket appetit, søvnløshed, dårlig hukommelse, nakke- og muskelsmerter og hjertebanken. Jeg havde været ved lægen – flere gange – men der var tilsyneladende ikke noget galt. Efter to år var jeg helt brugt og da jeg sad nede ved lægen denne gang og hun igen kunne konstatere at der ikke var noget galt, – stirrede jeg tomt ud i lokalet mens jeg stille sagde at det måske kunne være noget psykisk. 

Tårene begyndte at trille ned ad kinderne mens jeg fortalte hende om min jobsituation. Hun var ikke i tvivl – jeg havde fået stress og nu var det tid til, at sætte mig selv forrest og sygemelde mig. Meeen jeg var jo stærk og ikke typen der gav op, for i mit hoved ville det at sygemelde mig, være et svaghedstegn.

En kammerat sagde en ting som ramte mig – Han spurgte om, han skulle brække mit ben før, at jeg tog mig selv alvorligt og sygemeldte mig. – Egentlig ret tankevækkende, at det helst skal kunne ses synligt udefra, før det er legalt at være sygemeldt.

Et par dage efter havde vi personalemøde, vi har en trivselsrunde hvor vi fortæller hvordan vi har det. Jeg kan huske, at jeg sad og nev mig selv i hånden for at holde facaden. Jeg havde en indre kamp med mig selv om hvorvidt jeg skulle være ærlig eller fake it. Da det blev min tur, begyndte tårerne bare at trille ned af kinderne, og jeg kunne intet skjule. Jeg fortalte hvordan jeg havde det. Jeg havde fuld opbakning og støtte fra mine kollegaer - de havde jo selv været en del af hverdagen og vidste hvad vi havde stået i de sidste par år.
Nu var jeg klar til at give slip og sygemelde mig. 

Jeg fik en fantastisk hjælp og støtte fra mine nærmeste. Jeg brugte meget tid på at arbejde målrettet med mig selv og på at ‘genopfinde’ en ny og bedre version af mig.

Her er et par ting som hjalp mig til at finde inspiration og overskud til, at komme tilbage på sporet igen.

• Jeg brugte meget tid på, at tale med nogle særligt udvalgte mennesker i mit netværk som gav mig lige det jeg har behov for på det tidspunkt.
• Jeg læste utrolig mange selvhjælpsbøger og lavede forskellige øvelser for selvværdet. Det var med til at give mig langt større selvindsigt og fik mig til at reflektere over min situation på en helt ny måde.
• Jeg meldte mig ind i en netværksgruppe for selvudvikling – Reinvent Yourself og var herigennem af sted på et weekend seminar – det var et vendepunkt i mit liv.
• Jeg begyndte at finde nye interesser, som var med til at øge mit velvære og trivsel.
• Jeg startede til Body-SDS for at komme i kontakt med mine inderste følelser, da der i processen var blevet lukket ned.

Job start, sagsbehandler og personlig handlingsplan

Jeg synes det gik godt og der blev lagt en plan for opstart. Tre dage inden opstart tog jeg på besøg derude – jeg blev modtaget af børn og voksne som var glade for at se mig og som spurgte ind til mig. Dog kunne jeg hurtigt mærke, at jeg ikke var klar til, at vende tilbage – jeg holdt mig mest inde på kontoret. Jeg besluttede at forlænge min sygemelding og fik tilkoblet en sagsbehandler ved kommunen som talte min sag under min sygemelding. 

Jeg var fast besluttet på, at jeg ville tilbage igen, for jeg brændte for det fag. Jeg valgte at ligge en personlig handlingsplan for hvordan jeg kom tilbage på jobbet. Den indebar, at jeg to gange i ugen tog på besøg derude og på den måde langsomt vænne min krop til at komme tilbage. Min sagsbehandler bakkede op om min plan. Allerede de næste gange jeg var på besøg derude, gik det bedre. Min sagsbehandler holdt meget fast i at når jeg skulle starte op, foregik det på deltid til at starte med og langsomt bygge det op. Hun var en god støtte i den proces og jeg er taknemmelig for, at jeg fik hende som min sagsbehandler, det var godt for mig, at starte stille ud og tror, at det var medvirkende til, at jeg allerede 4 måneder senere i juli 2012 var jeg klar til at gå op på fuld tid.

Min læring:

• Jeg har lært min krop at kende på en helt ny måde og dens signaler
• Jeg har accepteret, at det er ok at bede om hjælp og at give ansvar fra mig og lade være at påtage mig andres opgaver.
• Jeg respekterer mig selv på en helt ny måde og er begyndt, at sætte mig selv forrest og interesserer mig for, hvad det egentlig er at jeg vil og som har betydning for mig.
• Jeg siger fra og har lært hvor vigtigt det er, at være noget for mig selv før end jeg kan være noget for en anden.
• Jeg opprioriterer mig selv i mange henseende.

Trods hårde tider, er jeg dybt taknemmelig for hele den proces jeg har været igennem. Jeg ser det som små og store gaver.
Jeg fik samtidigt muligheden for, at få bearbejdet de andre oplevelser som jeg havde med mig og fik ryddet ud i min bagage.