Et sygdomsforløb, der føltes som et stort tab.

 September 2004

Jeg var lige påbegyndt et nyt kapitel i mit liv – nyt job og ny uddannelse i en ny by. Alt var fantastisk.
Lige indtil en septemberdag på jobbet. De kaldte over højtaleren, at der var telefon til mig.
Da jeg hørte min søsters stemme, vidste jeg noget var galt, – hun fortalte, at mor var kommet på sygehuset.
Der fløj tusinde tanker gennem hovedet på mig. Ens forældre er jo uskadelige, udødelige – de er super mennesker.

Da vi ankom til det værelse hvor mor var indlagt, var det som et lyn der slog ned i mig. Hun lå helt utrøstelig i sengen mens tårerne trillede ned ad kinderne med far ved sin side.
En ud-af-kroppen oplevelse. Vi kunne intet stille op, andet end blot at være der, hvilket ikke synes at være nok.
Mor havde fået en blodprop i hjernen. Hun skulle ligge til observation, da de var bange for, at der kom flere – hvilket kunne få katastrofale følger. Hun var lammet i hele den ene side af kroppen.

Nogle dage senere, blev hun overført til Ringe genoptræningscenter til videre behandling og genoptræning.Vi var så heldige at der på samme tid, var en gruppe forskere i Danmark for, at afprøve et nyt forskningsprojekt, hun matchede deres målgruppe og de ville gerne have hende med. En måneds tid senere blev hun udskrevet fra Ringe, men fortsatte efterfølgende sin behandling og genoptræning dernede flere gange i ugen.

Ingen forståelse fra omverdenen

Det at være så tæt på, at miste et menneske jeg havde så nært, var noget af det hårdeste jeg havde oplevet. Det var svært for mig, at håndtere og jeg begyndte, at lukke af for mine følelser. Jeg havde ikke lyst til, at have denne følelse inde på kroppen igen, – det var ingen rationel beslutning, men dengang følte jeg ikke, at jeg havde andre muligheder og kunne heller ikke se konsekvenserne af denne beslutning.

Noget af det svære for mig i denne proces var, at folk omkring mig ikke kunne forstå mig og min frustration. For jeg havde jo stadig min mor, hun døde ikke og det var jo et mirakel i sig selv og det skulle jeg være glad for. Tro mig, jeg var også ufattelig glad for, at hun ikke blev taget fra os.
Men jeg ‘mistede’ stadig min mor, – den mor jeg kendte hun forsvandt den dag og kommer aldrig igen. Det var et kæmpe tab og en stor sorg, som jeg ikke fik lov at bearbejde, da der ingen forståelse var fra omverdenen. Min mor var jo i live og jeg havde selv svært ved at tillade mig selv at sørge, så sorgen blev til vrede som jeg ihærdigt gødede i mange år. Vores forhold har været meget anspændt, for jeg kunne ikke rumme mig selv i mødet med hende!

En mors betydning for en pige

Min mor bliver aldrig den kvinde, som jeg kendte fra før. Det var hårdt at erkende, nærmest umuligt. Som ung kvinde, har man stadig brug for sin mor, men min kunne ikke være der for mig som tidligere. Det var uoverskueligt for hende, lysten var der, men det var for svært. Hun kunne ikke koncentrere sig om de ting jeg fortalte, hun glemte hvad hun lige havde fortalt og fortalte det samme flere gange.Hun var ikke nærværende i vores samtaler og havde svært ved at udvise glæde og sorg på andres vegne.

Det var hårdt og jeg blev frustreret over det – fysisk var hun her jo. Jeg begyndte langsomt at trække mig mere og mere fra hende. Jeg vrissede af hende og blev meget let irritabel. Det var utroligt hårdt og fyldte så meget indeni mig. Jeg kunne kun gå med det indeni mig selv, for der var ikke plads til at jeg kunne sørge – omverdenen havde ikke forståelse for den sorgproces jeg var i – og det havde jeg heller ikke selv.

På samme tid følte jeg mig enormt egoistisk, og bebrejdede mig selv at jeg skabte det forhold til min mor som bestemt ikke var positivt for vores relation. Konstant havde jeg en indre konflikt med mig selv, jeg havde så mange følelser i klemme i det her og kunne ikke se nogen anden vej og havde ingen at tale med det om.

En stærk kvinde

Min mor kæmpede sit livs kamp, hun havde det utrolig hårdt. Vi kunne intet stille op, – andet end være der, hvilket ikke synes at være nok. Hun forsøgte, at støde os fra sig i magtesløshed over ikke at kunne eksistere som før, og sagde til os: ”At vi skulle leve vores liv videre, og glemme hende”, – det er nogen af de hårdeste ord jeg har fået smidt i hovedet, det ramte så dybt og gjorde så ondt.

Min mor er en utrolig stærk kvinde, hun kæmpede en brag kamp for at komme tilbage, ville alt selv og det lyste ud af hende når hun havde erobret noget nyt.

• Hun tog nyt kørekort til handicap bil, da hun ikke kunne bruge venstre side så godt.
• Hendes chef var en stor støtte og satte stor pris på hende og var fast besluttet på, at hun skulle tilbage til dem, så han oprettede et fleksjob i terapien som hun kunne starte op i når hun var klar. Og i juni 2012 kunne hun fejre sit 40 års jubilæum hos dem.

Mødet med mig selv

I foråret 2012 var jeg på kursus hos en neuropsykolog, i forbindelse med mit job. Jeg fik en snak med hende omkring det, at være pårørende til en der har fået en blodprop i hjernen og den ændring der sker i den person. Hun fortalte mig, at de følelser jeg havde, var helt naturlige fordi jeg havde mistet den mor jeg havde kendt hele mit liv og at jeg var nødt til at tillade mig selv at sørge. Det var første gang, at jeg mødte en person som forstod mig, som turde møde mig i mine følelser og sagde at det var naturligt at jeg følte som jeg gjorde. Det var en kæmpe lettelse.

Det var et vigtigt arbejdspunkt for mig, at skabe et bedre og tættere forhold til min mor. Jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle komme derhen – det virkede umuligt for mig.

Det var først i starten af 2013, i forbindelse med min nylige konfliktcoach uddannelse, at jeg fik nogle konkrete værktøjer til hvordan jeg kunne ændre denne indre konflikt – for jeg vidste jo godt, at det hele handlede om mig.
Det at jeg valgte at tale åbent omkring mit forhold til mine forældre og de konflikter jeg stod med, gjorde at jeg fik en stor selvindsigt i hvor præcis min sorg og vrede kom fra og først der blev jeg i stand til, at bearbejde den og få givet slip på de følelser som har styret mig i mange år. Nu kan jeg rumme mig selv i mødet med min mor – og hvilken frihed – det er fantastisk.

Jeg har den sejeste og stærkeste kvinde som mor og jeg er stolt af at hun har kæmpet sig hele vejen op til hvor hun er i dag. ❤
Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har arvet den egenskab fra hende og mine bedsteforældre.

Mangler du en at tale med?

Gennem min proces har jeg lært hvor sindssyg vigtigt det er, at have en at tale med, – en som tør møde dig i dine følelser og som forstår. Det savnede jeg i min proces. Derfor vil jeg gerne tilbyde mig. Står du selv eller har du stået i mit sted, og har du brug for en at tale med, er du meget velkommen til at kontakte mig.

Din kærlighed og omsorg har gjort mig til den jeg er
Jeg kan ikke forestille mig hvad jeg skal gøre uden dig
Du er den kæreste og dejligste kvinde i mit liv
Du er mit store forbillede

Jeg elsker dig, mor.